fredag den 23. november 2012


En fager ny verden? Nej, men muligvis en nødvendig én


To af de mest berømte dystopoiske romaner i moderne tid er uden tvivl George Orwell’s 1984 og Aldous Huxley’s Brave New World (Fagre Nye Verden). Der kan drages mange paralleller mellem disse to bøger, specielt i opbygningen. Kigger man dog dybere, bemærker man at der er markante forskelle i både tone og i idéerne, der bliver bragt frem.

I begge tilfælde er der tale om totalitære samfund, hvori der ikke ser ud til at være uenigheder af nogen slags. I begge tilfælde opdager vi dog, at der er en helt som gør oprør, og at der faktisk eksisterer en del samfundsafvigere, selvom disse ikke synes at have noget håb um at forandre deres aktuelle situation. I begge tilfælde afslører personer i toppen af begge magt hierarkier også de egentlige motiver bag samfundendes opbygning. Det er klart at 1984 var påvirket af Fagre nye verden  (Huxley var Orwells lærer i deres tid i Eton College) , men begge forfatterne havde forskellige frygte.

Det er forholdsvist let at forstå 1984's kritik af det fremstillede samfund uden at have stor viden omkring hverken Orwell, eller tiden bogen var skrevet i. Den undertrykkende totalitarisme er arketypisk, og viser et samfund som enhver kan blive enig i er uretfærdigt, amoralsk og generelt dårligt. Det er derimod sværere at forstå hvad Huxley er ude i, uden at kende lidt om ham og den tid, han skrev bogen i.

Fagre nye verden var en reaktion til første verdenskrig, og til hvad folk i den tid syntes at opfatte som en overhængende social kollaps. Det var en tid hvor mange gav efter for fortvivelse, og blev fristede af idéer som universal afvæbning, pacifisme, eugenik og én stor verdensregering som løsninger til de problemer som verden i den tid havde udsigt til. Huxley var ikke immun til denne tendens. Som vi ser i bogen flirtede han selv med forskellige idéer fra pacifisme til eugenik.

Huxley så flere alvorlige trusler til civilisationen. Omkring 5 år før bogen blev skrevet, havde han besøgt USA, og var blevet forstyrret af hvad han så. Amerika var åbenbart fuldt af folk der nød frugterne af materialistisk fremgang og velstand! Folk købte smart tøj og biler, tog til barer, dansede, lyttede til jazz, tog i biograf og havde det generelt sjovt. For Huxley var dette et glims af et mareridt. For som de fleste andre intellektuelle, var huxley forfærdet af pøbelen. Tænk at de hellere ville danse end at beskeftige sig med mere intellektuelle bestræbelser!

Huxley sagde selv, at han havde åndelige længsler, og så det moderne liv som meningsløst. Dette var en længsel som Huxleys samtidige store tænker Carl Jung identificerede som et væksende spirituelt problem, som kom fra den faldende influens religion havde i det moderne samfund. Jung så mange problemer med dette, men mest af alt, at det tvingede folk til at stå andsigt til andsigt med de mange eksistentielle dilemmaer det moderne menneske mødte, alene og uden religionens hjælpsomme vejvisere som krykke:

“How totally different did the world appear to medieval man! For him the earth was eternally fixed and at rest in the centre of the universe…Men were all children of God under the loving care of the Most High, who prepared them for eternal blessedness; and all knew exactly what they should do and how they should conduct themselves in order to rise from a corruptible world to an incorruptible and joyous existence. Such a life no longer seems real to us, even in our dreams.” 
  - Carl Jung - The Spiritual Problem of Modern Man 

Huxley's søgen efter mening førte ham på et tidspunkt til at opdage psykedeliske stoffer. Han blev en stor fremgangsmand for disse og, måske derfor, en helt bland hippierne i 1960'erne [1].

Det spirituelle problem, som formuleret af Jung, og som resultat af individets frihed fra religiøse dogmer, former en basis for den ambivalente tone i Fagre Nye Verden: Verdenen i Ford 632 virker udadtil perfekt. Der er et stivt socialt hierarki, som er bragt fram af delvist eugenik, og delvist socialisering, og dog er alle glade - ingen ønsker sig at befinde sig i en anden klasse, end de gør. Glæden er faciliteret af stoffer, og hver person er i sin socialisering blevet indoktrinerede til at foretrække deres egen, designered klasse hellere end en anden.

Huxley mener, at den fremtidige verden i Ford 632 er et mareridt hellere end en drøm. Men han ser det ikke som et mareridt, fordi det er en totalitær stat, hvor opposition ikke er tilladt. Han ser det som et mareridt, fordi der ikke er plads til Gud, eller til lidelse. Huzley var mistænksom over for både kommunisme og kapitalisme, fordi de syntes ikke at forholdsivs tillade og haveplads til spiritualitet. Den manglende frihed bliver kritiseret via overskuddet af sjov. Og det er den forkerte slags sjov. Befolkningen i Ford 632 har travlt med at spille spil som elektromagnetisk golf, i stedet for at læse indsigtsfulde romaner, for eksempel. Det var for ham for meget, ligesom rædslerne han så i USA's hengivelse til hedonistiske glæder var.

Som så mange andre intellektuelle blev Huxley fristet af tanken om en slags blød totalitarisme, en totalitarisme med et smilende ansigt, en totalitaritet for vores eget bedste. Lederen, Mustapha Mond, er ikke en ondsindet mand. Han er menneskekærlig i den forstand, at han virkelig bekymrer sig om sit folks lykke, og han i al ærlighed mener at stabilitet er vigtere end frihed. Han er en benevolent diktator - et attraktivt billede.

Man får indtrykket af, at bogen ikke er så meget en advarelse om en rædselsesfuld fremtid, som en advarsel om, at dette er en fremtid som kan blive nødvendig, med det moderne menneskes længsel efter mening.

Et antal af Orwells forudsigelser er mere eller mindre allerede blevet en realitet. Man kan sige at vi allerede har Newspeak og Thought Crime i form af politisk korrekthed. Vi har allerede en række af producerede kriser, i forsøg på at retfærdiggøre begrænsninger af vores frihed og rettigheder - såsom USA's (og dermed resten af den frie verden's) war on drugs, war on terrorism, etc. I Orwells romaner, såvel som i vores tilfælde, kommer kriserne i form af uendelige krige og krænkelser af privatlivet. 

Huxleys forudsigelser har også vist sig at være sande, dog måske på mindre iøjenfaldende måder. Et af hans meget interessante og imponerende idéer var den, at seksuel befrielse af individdet kunne anvendes som et middel til social kontrol, idet at seksuel frihed er med til at underminere den klassiske familie. Spørger du folk, hvor deres loyalitet ligger, vil de fleste sandsynligvis sige i deres familie. Og med en befolkning uden familier, og i forlængelse af det, en befolkning uden et stærkt socialt netværk, så har vi en befolkning med kun én loyalitet, én kilde til sikkerhed - staten. Seksuel frihed bliver på den måde et fængsel, eller i hvert fald et stærkere græb på befolkningen. I dag har vi konfronteret denne samme situation som den ”barnepige staten” overtager fra familien, og vi oplever den paradoks, at jo mere seksuelt frie vi er, jo mindre frie er vi i andre aspekter.

Det er den store styrke Fagre Nye Verden har – den kritiserer en blød totalitarisme, langt før andre overhovedet havde overvejet ideen af en sådan eksistens. Huxley så også, at en verden uden Gud (eller spiritualitet generelt) kun kunne overleve ved at blive til en verden fuld af børn. Vi som mennesker har altid ledt efter en højere mening og et formål, og jeg vil argumentere at det er her, igennem vores søgen efter et formål, at vi egentlig finder vores lykke - ikke igennem søgen efter lykken i sig selv. Med en stræben efter lykke, kan vi ende med en verden ala Ford 632, hvor glæde er biologisk konstrueret via stoffer. 

Infantilisering af befolkningen som vi ser i verden anno Ford 632 - undgåelsen af ansvar, besættelsen af øjeblikkelig tilfredsstillelse - var et genialt indblik fra Huxley, og indtjener gerne Fagre Nye Verden som et i det mindste ligeså vigtigt barometer af vores samtid som 1984.

Så på trods af bogens tvetydighed og ambivalens (jeg havde svært ved at forstå om Huxley mente det var et dystopi eller utopi han beskrev, og jeg kunne se det som begge), så er Fagre Nye Verden afgørende for en forståelse af den verden, som er det moderne vesten.

Hugin Knudsen



[1] http://huxleyinhollywood.blog.kazeo.com/index/p/2011/12/1033024

Ingen kommentarer:

Send en kommentar