LISTIN: Takkarrøða hjá Tóroddi Poulsen

LISTIN: Takkarrøða hjá Tóroddi Poulsen

En fager ny verden? Nej, men muligvis en nødvendig én

To af de mest berømte dystopoiske romaner i moderne tid er uden tvivl George Orwell’s 1984 og Aldous Huxley’s Brave New World (Fagre Nye Verden). Der kan drages mange paralleller mellem disse to bøger, specielt i opbygningen. Kigger man dog dybere, bemærker man at der er markante forskelle i både tone og i idéerne, der bliver bragt frem.

I begge tilfælde er der tale om totalitære samfund, hvori der ikke ser ud til at være uenigheder af nogen slags. I begge tilfælde opdager vi dog, at der er en helt som gør oprør, og at der faktisk eksisterer en del samfundsafvigere, selvom disse ikke synes at have noget håb um at forandre deres aktuelle situation. I begge tilfælde afslører personer i toppen af begge magt hierarkier også de egentlige motiver bag samfundendes opbygning. Det er klart at 1984 var påvirket af Fagre nye verden  (Huxley var Orwells lærer i deres tid i Eton College) , men begge forfatterne havde forskellige frygte.

Det er forholdsvist let at forstå 1984's kritik af det fremstillede samfund uden at have stor viden omkring hverken Orwell, eller tiden bogen var skrevet i. Den undertrykkende totalitarisme er arketypisk, og viser et samfund som enhver kan blive enig i er uretfærdigt, amoralsk og generelt dårligt. Det er derimod sværere at forstå hvad Huxley er ude i, uden at kende lidt om ham og den tid, han skrev bogen i.

Fagre nye verden var en reaktion til første verdenskrig, og til hvad folk i den tid syntes at opfatte som en overhængende social kollaps. Det var en tid hvor mange gav efter for fortvivelse, og blev fristede af idéer som universal afvæbning, pacifisme, eugenik og én stor verdensregering som løsninger til de problemer som verden i den tid havde udsigt til. Huxley var ikke immun til denne tendens. Som vi ser i bogen flirtede han selv med forskellige idéer fra pacifisme til eugenik.

Huxley så flere alvorlige trusler til civilisationen. Omkring 5 år før bogen blev skrevet, havde han besøgt USA, og var blevet forstyrret af hvad han så. Amerika var åbenbart fuldt af folk der nød frugterne af materialistisk fremgang og velstand! Folk købte smart tøj og biler, tog til barer, dansede, lyttede til jazz, tog i biograf og havde det generelt sjovt. For Huxley var dette et glims af et mareridt. For som de fleste andre intellektuelle, var huxley forfærdet af pøbelen. Tænk at de hellere ville danse end at beskeftige sig med mere intellektuelle bestræbelser!

Huxley sagde selv, at han havde åndelige længsler, og så det moderne liv som meningsløst. Dette var en længsel som Huxleys samtidige store tænker Carl Jung identificerede som et væksende spirituelt problem, som kom fra den faldende influens religion havde i det moderne samfund. Jung så mange problemer med dette, men mest af alt, at det tvingede folk til at stå andsigt til andsigt med de mange eksistentielle dilemmaer det moderne menneske mødte, alene og uden religionens hjælpsomme vejvisere som krykke:

“How totally different did the world appear to medieval man! For him the earth was eternally fixed and at rest in the centre of the universe…Men were all children of God under the loving care of the Most High, who prepared them for eternal blessedness; and all knew exactly what they should do and how they should conduct themselves in order to rise from a corruptible world to an incorruptible and joyous existence. Such a life no longer seems real to us, even in our dreams.” 
  - Carl Jung - The Spiritual Problem of Modern Man 

Huxley's søgen efter mening førte ham på et tidspunkt til at opdage psykedeliske stoffer. Han blev en stor fremgangsmand for disse og, måske derfor, en helt bland hippierne i 1960'erne [1].

Det spirituelle problem, som formuleret af Jung, og som resultat af individets frihed fra religiøse dogmer, former en basis for den ambivalente tone i Fagre Nye Verden: Verdenen i Ford 632 virker udadtil perfekt. Der er et stivt socialt hierarki, som er bragt fram af delvist eugenik, og delvist socialisering, og dog er alle glade - ingen ønsker sig at befinde sig i en anden klasse, end de gør. Glæden er faciliteret af stoffer, og hver person er i sin socialisering blevet indoktrinerede til at foretrække deres egen, designered klasse hellere end en anden.

Huxley mener, at den fremtidige verden i Ford 632 er et mareridt hellere end en drøm. Men han ser det ikke som et mareridt, fordi det er en totalitær stat, hvor opposition ikke er tilladt. Han ser det som et mareridt, fordi der ikke er plads til Gud, eller til lidelse. Huzley var mistænksom over for både kommunisme og kapitalisme, fordi de syntes ikke at forholdsivs tillade og haveplads til spiritualitet. Den manglende frihed bliver kritiseret via overskuddet af sjov. Og det er den forkerte slags sjov. Befolkningen i Ford 632 har travlt med at spille spil som elektromagnetisk golf, i stedet for at læse indsigtsfulde romaner, for eksempel. Det var for ham for meget, ligesom rædslerne han så i USA's hengivelse til hedonistiske glæder var.

Som så mange andre intellektuelle blev Huxley fristet af tanken om en slags blød totalitarisme, en totalitarisme med et smilende ansigt, en totalitaritet for vores eget bedste. Lederen, Mustapha Mond, er ikke en ondsindet mand. Han er menneskekærlig i den forstand, at han virkelig bekymrer sig om sit folks lykke, og han i al ærlighed mener at stabilitet er vigtere end frihed. Han er en benevolent diktator - et attraktivt billede.

Man får indtrykket af, at bogen ikke er så meget en advarelse om en rædselsesfuld fremtid, som en advarsel om, at dette er en fremtid som kan blive nødvendig, med det moderne menneskes længsel efter mening.

Et antal af Orwells forudsigelser er mere eller mindre allerede blevet en realitet. Man kan sige at vi allerede har Newspeak og Thought Crime i form af politisk korrekthed. Vi har allerede en række af producerede kriser, i forsøg på at retfærdiggøre begrænsninger af vores frihed og rettigheder - såsom USA's (og dermed resten af den frie verden's) war on drugs, war on terrorism, etc. I Orwells romaner, såvel som i vores tilfælde, kommer kriserne i form af uendelige krige og krænkelser af privatlivet. 

Huxleys forudsigelser har også vist sig at være sande, dog måske på mindre iøjenfaldende måder. Et af hans meget interessante og imponerende idéer var den, at seksuel befrielse af individdet kunne anvendes som et middel til social kontrol, idet at seksuel frihed er med til at underminere den klassiske familie. Spørger du folk, hvor deres loyalitet ligger, vil de fleste sandsynligvis sige i deres familie. Og med en befolkning uden familier, og i forlængelse af det, en befolkning uden et stærkt socialt netværk, så har vi en befolkning med kun én loyalitet, én kilde til sikkerhed - staten. Seksuel frihed bliver på den måde et fængsel, eller i hvert fald et stærkere græb på befolkningen. I dag har vi konfronteret denne samme situation som den ”barnepige staten” overtager fra familien, og vi oplever den paradoks, at jo mere seksuelt frie vi er, jo mindre frie er vi i andre aspekter.

Det er den store styrke Fagre Nye Verden har – den kritiserer en blød totalitarisme, langt før andre overhovedet havde overvejet ideen af en sådan eksistens. Huxley så også, at en verden uden Gud (eller spiritualitet generelt) kun kunne overleve ved at blive til en verden fuld af børn. Vi som mennesker har altid ledt efter en højere mening og et formål, og jeg vil argumentere at det er her, igennem vores søgen efter et formål, at vi egentlig finder vores lykke - ikke igennem søgen efter lykken i sig selv. Med en stræben efter lykke, kan vi ende med en verden ala Ford 632, hvor glæde er biologisk konstrueret via stoffer. 

Infantilisering af befolkningen som vi ser i verden anno Ford 632 - undgåelsen af ansvar, besættelsen af øjeblikkelig tilfredsstillelse - var et genialt indblik fra Huxley, og indtjener gerne Fagre Nye Verden som et i det mindste ligeså vigtigt barometer af vores samtid som 1984.

Så på trods af bogens tvetydighed og ambivalens (jeg havde svært ved at forstå om Huxley mente det var et dystopi eller utopi han beskrev, og jeg kunne se det som begge), så er Fagre Nye Verden afgørende for en forståelse af den verden, som er det moderne vesten.

Hugin Knudsen

---

[1] http://huxleyinhollywood.blog.kazeo.com/index/p/2011/12/1033024

Religion er fremtidens undergang

Et samfund ændrer sig hele tiden gennem tidernes forløb, men aldrig er der sket en så stor ændring siden renæssancen. Vi har udviklet vores teknologi og blevet et meget mere civiliseret samfund. Teknologiens tid er kommet, og vi må byde den velkommen. Det er på tiden at komme frem med en ny tidsalder, en som vil lede os til en god fremtid. Vi er fremtiden, og vi har muligheden for at ændre den. Vi kan ikke forudsige fremtiden, men vi kan gøre alt, hvad vi kan til at ikke ændre den. Vi må sørge for, at religion aldrig får magten igen, som den har haft før. Hvis vi tillader os at lade de religiøse have fuld kontrol af vores samfund igen, så vil det måske lede os til vores undergang.

Før renæssancen kom, så var det de kristne, som havde næsten fuld kontrol af Europa, og resultatet var, at menneskene fik ikke udvikle sin viden, fordi at søge viden var blasfemi. Det var ikke før renæssancen kom, så fik menneskene lov til at stille spørgsmål.

I dag tænker vi os slet ikke om, om det overhovedet var muligt, at fortiden ville gentage sig, men det betyder ikke, at det er umuligt. Hvis vi ser bort fra vores fejltagelser fra fortiden, så ville vi aldrig lære noget af det. Det er derfor, at vi, som er fremtiden, må undgå alt, der kan interferere med fremtidens teknologi og tage drastiske midler til de situationer.
Vi kan tydeligvis se, at religion må aldrig få magten igen, men det er bare, når det allerede er for sent. Hvis historien vil gentage sig, hvad bliver så resultatet?

I 1970 - 1980 blomstrede hippikulturen i vesteuropa som resultat af en økomonisk højkonjunktur. Der levede menneskerne ubekymrede og glade, mens deres søstre og brødre i østeuropa så misundelige på. Dette medførte at de, der levede på bunden af samfundet følte sig som sosiale udskud og sat på sidelinjen. Der startede punkbevægelsen. Punk betyder noget værdiløst, affald, skidt eller en asocial, havlkriminel person, og der er præcis disse ting der definerede denne underklasse. Et  selvdestruktivt samfund fyldt med vold og smerte.

I Fagre Nye Verden er samfundet sammensat sådan at alle har deres plads - og trives der. De ved ikke om andet og længes ikke efter noget mere end hvad de har eller har mulighed for at få. Det medfører at der er ingen der føler sig udenfor eller undertrykt. Alle er tilfredse. Ingen underklasse og ingen smerte. Alle har det godt. Er det ikke det ultimative samfund? Hvorfor skulle man ønske noget andet? Sådan at der igen kommer til at være mennesker der lever ulykkelige i mørke og triste samfund?

Hvilken gud kommer i fremtiden til at eksistere?

I mange årtusinder, har folket kendt til kristendom, og har haft en Gud. Men i bogen Fagre nye verden, som foregår 632 år, er Ford den nye Gud. Bliver det mon sådan en dag? Eller vil vi mennesker holde fast på Gud, eller vil vi dyrke vores individualitet, som var vi guder?

Fremmed

Wall-E

I dette klip fra filmen Wall-E ser vi et meget fremmeligt samfund. Samfundet er opbygget anderledes end vores, men har mange gode værdier. Alle er helt ens, så vi undslipper undertrykkelse og mobning. Fx har alle samme farve dragter, så ingen kan føle sig udenfor. I dette samfund er alt organiseret. Effektiviteten er i top, alle kan arbejde og gøre deres pligt uden at blive forstyret. Hurtigheden er også i top. 

I klippet ser vi en fremmed komme ind i det velfungerede samfund. Vi kan tydeligt se, at han ødelægger og er en stor trussel for samfundet. Vi kan sammenligne ham med den vilde, som besøgede vores verden for nogle år siden. Hvordan takler vi sådanne situationer? Hvordan får vi de fremmede hurtigt tilpasset til vores samfund? Vi må i hvertfald være forberedte. Et enkelt væsen kan forårsage store ødelæggelser. 

Fagre nye verden

Bogen ”Fagre nye verden” af Aldous Huxley, skrevet I 1932, handler om en verden, hvor folk ikke har nogen stemme, fabrikeret lykke og ingen individualitet. Menneske bliver produceret på en fabrikation og får en opgave påsat, de bliver siden opbragt, til de er klare til at udføre sin rolle i civilisationen. Før de bliver født, får de en race, fra Alphaerne, til Betaer, til Gammaerne, til Deltaerne og til Epsilonerne. 

I det moderne samfund har man en sans for moralitet og humanitet, der fortæller dig om det der sker virkelig er ret, I modsætning til bogen. Det er det store der skiller bogen fra virkeligheden. Denne verden, hvor folk får en påsat dosis af lykkelighed, I andre ord Soma, er en verden, vi I nutiden har svært ved at forholde os til. 

Samfundet I Fagre nye verden kan stå som en prototype for den ”perfekte” verden. Hver dag arbejder vi os imod en verden vi synes er korrekt. Godt nok varierer idéen om den perfekte verden fra person til person, men alle vil have en verden uden konflikt, fred alle steder og ingen der græder. Men den generelle idé ligner ét stort sterilt samfund, hvor risiko ikke eksisterer.

Alle vil være lykkelige og leve uden pine, for ingen kan lide pine eller modgang. Denne ide, er en idé, der er fælles for alles idéelle verden. Børn, for eksempel, bliver ofte født ind I en familie der beskytter dem så meget, at de ikke kender til modgang eller strid. Forældrene lader ikke børnene lære modgang, og sætter børnene I en situation, hvor de har en fornemmelse af, at alt er som det skal være lige, meget hvordan barnet opfører sig. De glemmer, at det er ikke deres eget liv, der bliver udspillet, men børnenes liv der skal komme på plads. Disse forældre har samme rolle for disse børn, som Soma har for menneskene I Fagre ny verden - en pude der modvirker både negativt og positivt ”feedback”. Det er denne uvidenhed, der tillader folkene I Fagre nye verden at være lykkelige, lige meget hvad de laver.

Er det dog virkeligt ret at stille spørgsmål ved et samfund, når alle I samfundet er lykkelige? Er vores samfund bedre end det I Fagre nye verden? – Dette spørgsmål vil aldrig gå nogen steder, fordi det er som at spørge, om vores moderne liv er bedre, end livet som en fisk, både så og så. Vi kan aldrig relatere til det, fordi vi har aldrig været der. I intet punkt I historien har vi været der, og derfor kan kan vi ikke sige hvilket er det bedre samfund, fra et 100% objektivt perspektiv. Tilovers lever fisk uden intelligensen til at klage. De svømmer og svømmer uden at nogensinde kende til noget andet. De mangler værktøjerne til lidenskab, at kende nedture fra modgang, kærlighed og individualitet. Dette ligner I stor stil misevnen til at etablere individualitet, som folkene I Fagre nye verden har.

Så selv om hele verden ønsker et utopia hvor ingen græder, tror jeg der er ingen, der ønsker for en verden, uden kærlighed og religion. En verden, hvor man ikke har friheden til at kæmpe for sin levestandard. Denne fælles idé folk har om utopia er en smuk idé, hvor folk kan leve uden tilbagehold. Men verden I Fagre nye verden er en variant af det utopia, folk så gerne vil have.

Historie har vist os, at grådighed kommer os I vejen, lige meget hvor hårdt folk ønsker et fredeligt liv. Men globalisering har med sig, at det giver mere rationalisme. Det tillader os at nærme en verden, hvor ingen slås, ingen der ikke kender historien fra alle sider.

Vores system er bygget op sådan, at dem der arbejder hårdere kommer generelt længere I livet. At en mand med god barndom er blevet til en skraldemand, betyder ikke nødvendigvis at en mand med samme baggrund, der har en stor uddannelse, er klogere end ham. Det viser bare at han, et sted, I uddannelses systemet, er faldet fra, på grund af en ting eller det andet. I grunden kommer det hele an på hvad du putter din energi i. Ambitioner, aspirationer, interesser, flittighed – det er disse ting der afgør hvor du er I livet. I bogen Fagre nye verden er disse ting alle taget fra menneskeheden. Ingen der bliver nødt til at tage en beslutning, der får hele kroppen til at klø, en beslutning man som barn svor man aldrig ville tage. Alle disse ting forsvinder og skaber et virkeligt sterilt samfund, det er denne mangel på lidenskab, der gør den fremtid I Fagre nye verden so utiltrækkende og frygtindgydende – denne mangel på lidenskab er det, der vil holde vores samfund fra at nogensinde blive som det I bogen Fagre nye verden.

- Djóni Vest Højgaard.